Faldet-af-på-den-syndromet

Mange seniorer går rundt med en fornemmelse af, at de er faldet lidt af på den på deres arbejde. Vi har i vores feltarbejde set en del eksempler på, at det har ført til utidig tilbagetrækning. Ofte fordi de ældre medarbejdere ikke føler, at de har kunnet drøfte deres arbejdsindsats med kolleger eller ledere på en måde, så de føler sig sikre på, at de faktisk ikke er faldet af på den. For kan man stole på kollegernes bekræftende udsagn om, at det går fint, eller ville de aldrig indrømme det, hvis det faktisk stod grelt til? Faldet-af-på-den-syndromet synes at plage mange mennesker i den sidste del af arbejdslivet.

Da psykologerne Pauline Rose Clance og Suzanna Ament Imes i 1978 beskrev impostor-fænomenet (eller impostor-syndromet, som det senere er blevet kendt som), ramte de noget, som mange af os kan genkende i vores arbejdsliv: Fornemmelsen af at man ikke slår til, at man ikke er god nok, og at man bliver afsløret lige om lidt. Fænomenet blev beskrevet som et syndrom blandt karrierekvinder, men er siden blevet påvist blandt begge køn i starten af karrieren eller ved jobskifte. Når man starter på sin karriere, går der simpelthen nogle år, hvor man sidder til møder med folk der har langt mere erfaring og tyngde end en selv, før man opdager, at også de en gang imellem må bluffe sig igennem deres arbejdsdag; at kejseren faktisk ikke har noget tøj på.

I vores feltarbejde blandt seniormedarbejdere i produktions- og finansbranchen har vi set et lignende fænomen i den modsatte ende af arbejdslivet.

Det tabubelagte forfald

Mange af de seniorer, vi har talt med, har en ide om, at de muligvis er ved at falde af på den. Men ligesom med impostor-syndromet, er det ikke noget man kan tale med sine ledere og kolleger om. Hvis man forsøger at spørge lidt ind til, hvad kollegerne synes om ens arbejdsindsats, eller om de synes, at det er ved at være tid til at gå fra, får man ikke rigtig svar. ’Det går da fint’, ’du skal da selv beslutte, hvornår du vil stoppe’, 'der er mange gode år tilbage i dig’, er alle velmente og mulige måder at svare på en ældre kollegas tvivlen på egne evner. Men samtidig har mange af seniorerne en fornemmelse af, at ligegyldigt hvor galt det skulle stå til, vil de aldrig kunne få et ærligt svar. For det er tabubelagt at falde af på den. Eller at tro, at man er faldet af på den. Forfaldet er så fremmed for vores arbejdsmarkeds logik, at der ikke findes anden udvej end at tage bagdøren ud, når man tror, det er på tide.

Mange af de seniorer, vi har talt med, går rundt med en fornemmelse af, at de er faldet lidt af på den, og at det muligvis er ved at være tid til at stoppe. De nyder ofte deres arbejde, men kan ikke lide at nogle af tingene går lidt langsommere, eller at det er sværere for dem end for deres yngre kolleger, når et nyt IT-system skal implementeres. Men når vi taler med seniorernes kolleger og ledere, er det som regel ikke noget de kan genkende. De synes oftest at deres ældre kolleger er god, kompetent og pålidelig arbejdskraft. Og de fleste studier på området peger da også på, at man oftest bliver bedre til sit arbejde med alderen (og erfaringen) – ikke modsat.

Anerkendelse og dialog er vejen til fastholdelse

Der bliver i disse år talt en del om, at arbejdsmarkedet ikke skal smide det grå guld på gaden. Der skal findes måder at fastholde den ældre del af arbejdsstyrken på arbejdsmarkedet. For os er det tydeligt, at en af de måder, det kan ske på, er ved at adressere faldet-af-på-den-syndromet. Kan arbejdspladserne finde måder at tale om aldring på, hvor det bliver mindre tabubelagt at tale om de evner, vi får, og de evner, vi mister med alderen? For der er typer af jobs – ofte de meget fysisk krævende – hvor aldringsprocessen kan være en udfordring. Men vi udvikler også evner med alderen (ro, overblik, specialisering, dialektisk tænkning, omsorg) som er meget værdsatte på arbejdsmarkedet. Så spørgsmålet er også, om vi kan blive bedre til at anerkende seniorernes kompetencer i stedet for kun at fokusere på, hvad man mister med alderen.

Hvis vi kan finde måder, hvorpå seniorerne kan få en bedre fornemmelse for, hvor værdsat arbejdskraft de oftest er, er vores påstand, at det ikke kun vil føre til bedre seniorarbejdsliv. Det vil også føre til en forlængelse af arbejdslivet for de mange seniorer, for hvem fornemmelsen af at være faldet af på den bliver til en væsentlig faktor i pensionsbeslutningen. 

Af Aske Juul Lassen