Hjerterfri i frokostpausen holder pensionstilværelsen fra døren

Arbejdsopgaver og jobfunktioner vil uundgåeligt ændre sig i løbet af et langt arbejdsliv. For mange er der dog en ting, der bliver ved med at vigtigt hele livet på jobbet: godt kollegaskab. Kollegaerne kan endda nogle gange være med til at forlænge arbejdslivet op i alderen. På en fabrik i Vestjylland har en gruppe kollegaer en 40-år gammel tradition i frokostpausen. De spiller hjerterfri, diskuterer verdenssituationen og lader op til resten af arbejdsdagen. For dem er kollegaerne og kortspillet et fast holdepunkt i en branche i konstant forandring.

Leif sidder sammen med fire kollegaer ved det første bord, lige når man træder ind i den store frokoststue, som hører til fabrikken. På bordet er brugte frokosttallerkner skubbet til side, og nu optager spillekort, kaffekopper og bunker med småmønter al pladsen. Her bruger kollegaerne hver dag de sidste 10 minutter af frokostpausen på at spille kort og ordne verdenssituationen. Det er for de fem venner et højdepunkt på ikke bare arbejdsdagen, men på hele dagen.

”Selvfølgelig snakker vi også om arbejde, det kan ikke undgås, men det er mere det sociale”, fortæller Leif, mens han senere på dagen står ved sin maskine ude i fabrikshallen. Leifs arbejde har ændret sig meget i løbet af hans over 40 år på fabrikken. Som nyuddannet automekaniker fik Leif ved lidt af en tilfældighed arbejde på fabrikken. I første omgang var hans opgave at reparere maskiner, men med tiden blev hans opgaver mere og mere koncentreret om CNC-maskinen, hvor han brugte tiden på at programmere maskinen til selv at kunne bearbejde et stykke materiale. Leifs arbejde med CNC-maskinen var spændende og nyt, og efterhånden blev han så god til at forstå maskinen, at han kunne tegne og fremstille specialværktøj, som andre medarbejdere skulle bruge i deres arbejde.

Kedelige arbejdsopgaver giver mindre motivation

På det sidste er Leifs arbejde dog blevet mere ensformigt, fordi fabrikkens produktion er blevet omlagt. Nu bruger Leif sin tid på mere rutineprægede opgaver, og finder motivation i at oplære nye medarbejdere i hans speciale. Når Leif fortæller om de opfindelser, han har siddet og tegnet sene aftener hjemme ved sit spisebord på gården, og dagen efter er lykkedes med at fremstille på sin maskine på fabrikken, lyser hans øjne op. Han fortæller ikke med samme gejst om de opgaver, som fylder dagen nu. Dog lægger han stadig en dyd i at gøre sit arbejde præcist og så smukt som muligt. Han indrømmer også, mens vi står ved maskinen, at han flere gange i løbet af de sidste år har overvejet at stoppe og gå på pension. Dog når han altid at ændre mening – han kan godt lige tage et halvt år mere, for ellers mangler de jo en mand til hjertefri. Og Leif kommer til at mangle de kammerater, han har delt hverdag med i over 40 år. Mange af os kan nikke genkendende til, at gode kollegaer og sociale relationer spiller en afgørende rolle på vores arbejdsglæde.

Kollegaerne er afgørende for arbejdsglæden

Et 40-år langt arbejdsliv med kollegaer og rutiner kan dog også komme til at efterlade et tomrum, når man går på pension. For hvem skal så sørge for, at man holder gode pauser i løbet af dagen, og i det hele taget få struktur, når arbejdet ikke længere sørger for det? Dette bekymrer Leif sig en del for: ”Du så os selv sidde inde ved siden af og spille kort, ordner verdenssituationen. Det kommer man til at mangle. Den tid der, det er faktisk et højdepunkt på dagen.”

Selvom Leif ved siden af arbejdet har nok at lave med et lille hobbylandbrug, en interesse for jagt og en kortklub sammen med sin kone og andre vennepar, er det alligevel ikke helt det samme. Og når han går på pension om et par måneder, så er det kortspillet og kollegaerne, han kommer til at savne mest. Heldigvis har fabrikken en pensionistforening, som han bliver medlem af. På den måde har han stadig mulighed for at følge med i den fabrik, som på mange måder har været en vigtig del af hans liv. Og så ved han, at han altid kan cykle forbi og hilse på, hvis han kommer til at savne fabrikken alt for meget.

Tilbage i frokoststuen lægger Leif triumferende spar dame på bordet, stikker begge tommelfingre ind bag selerne på de blå overalls og læner sig tilfreds tilbage i stolen. I dag er det ham, der kan skrabe den anselige bunke småmønter på bordet til sig. Men i morgen er det sikkert en af de andre kammerater rundt om bordet. For som Leif sige: ”Jeg tror ikke, der er nogen, der kan gå herfra med penge. Når ugen er omme, så er der ikke blevet flyttet mange kroner!”