Korsbæk Bank i finanskrisens efterdønninger

Hvad betyder det for en medarbejder, at den branche man har arbejdet gennem flere årtier pludseligt bliver portrætteret som skandaløs og uansvarlig i medierne? Og hvad gør det ved seniormedarbejderne at skulle leve op til nye restriktive myndighedskrav, når man altid har været drevet af ordentlighed, loyalitet og nære tillidsforhold til kunderne. I projektet Seniorpraksis er jeg taget på feltarbejde i en vestjysk sparekasse for at undersøge sammenhængen mellem branchevilkårene anno 2020 og seniormedarbejdernes mentale sundhed.

I en Vestjysk landsby, ved siden af en lokal Superbrugs, en tankstation og et par nedlagte specialforretninger, ligger der et finansielt hovedkontor. Bygningen tårner sig op som en moderne stålkonstruktion fra perlegruset og logoet kan ses fra det meste af den lille by. Ved første øjekast kommer jeg ind i et lidt kønsløst moderne storrumskontor, men gamle møbler, jernpengeskabe, mønttællermaskiner og malerier af tidligere direktører vidner om en historie, der går langt tilbage. Over 100 år finder jeg ud af.

Jeg bliver budt indenfor af kassemedarbejderen Lone som hilser hjerteligt. Hun sidder ved en fyretræsskranke med hævesænkefunktion og lydisolationsskærme. Lige ved siden af den står en gammel grønmalet skranke, som har mødt kunderne siden banken åbnede. I dag er den bare til pynt.

Jeg har fået lov at tage del i arbejdet i sparekassen i et par dage og jeg skal interviewe nogle af seniormedarbejdere om deres arbejdsliv, mentale trivsel, forestillinger om pensionsovergange og deres oplevelser af finansbranchens udvikling. Alt sammen i regi af projektet Seniorpraksis på Københavns Universitet. Det er især den HR- og Marketingansvarlige Torben, der tager mig under sin vinge og viser mig rundt og introducerer mig for de andre. Det er også Torben der har styr på alle sparekassens røverhistorier. Han fortæller mig, at bankens medarbejdere, med reference til Matador, kalder deres arbejdsplads Korsbæk Bank og direktøren for bykongen. Med et stort smil fortæller han om da de fik pokalprisen for at være kommunens bedste bank og om dengang medarbejderne selv var med til at opklare et tricktyveri.

En lukket kasse og en ny arbejdskultur

Grådighed og ansvarsløshed er ord, som er gået igen i de seneste års mediedækning af den finansielle sektor. Skandalesager om organiseret hvidvask og højrisikoinvesteringer og -lån har fyldt både danske og internationale aviser og politikere har fulgt op med markant skærpede tilsyn og dokumentationskrav. Det skaber helt nye arbejdsgange og helt nye vilkår for Torben, Lone og de andre i sparekassen. Så meget, at Torben fortæller, at det er en helt anden branche og en helt anden arbejdskultur i dag, end da han begyndte som elev tilbage i 70’erne.

Torben bryder sig virkelig ikke om, at blive slået i hartkorn med de ulovligheder, der er sket. Han har altid kun oplevet branchen og kollegaerne som meget ordentlige. Jeg spørger ham direkte om han ville have valgt at arbejde i branchen i dag. Det ved han ikke rigtig. Han skal hvert fald på pension om et halvt år. Det har været aftalt længe.

Mange af de mindre pengeinstitutter vækster i disse år – det går godt på kundesiden, som kreditchefen Tom siger. Måske netop pga. alle de skandalesager, der har været i medierne søger kunderne væk fra de aktionærejede storbanker. Men det nye tilsynskrav giver ikke alene anledning til travlhed blandt medarbejderne. Det tillidsbånd der er blevet opbygget mellem bankrådgiverne og kunderne – i nogle tilfælde over flere generationer – er sat på prøve. ”Kunderne synes det er mærkelig, at jeg lige pludseligt skal have et billede af deres pas”, fortæller Tom. ”Jeg har jo kendt dem det meste af livet. Mine og deres børnebørn går i klasse sammen. Jeg ved jo godt, hvem de er, men nu skal jeg kunne dokumentere det.”

Jeg spørger Tom, hvordan han oplever sin arbejdsglæde. Den har egentligt altid været god, fortæller han. Han er først og fremmest opdraget til at være glad, så længe han kunne få et arbejde. Men i årene efter 2008 kan han godt mærke at arbejdspresset er blevet stort. Han holder stadig af at komme på arbejde og han kan godt lide sine kollegaer. Men det er blevet mindre tid til resten af tilværelsen. Han sover dårligt om natten for tiden. Og hans hustru synes det er gået for vidt med overarbejdet, især nu hvor de er blevet bedsteforældre.

Tom havde egentlig forestillet sig at han ville gå på pension om fem år. Han har ikke talt med sine kollegaer eller direktøren om det, men det var oprindeligt hans plan. Han ville også gerne gå ned i tid i et par år op til, at han skal trække sig helt tilbage fra arbejdsmarkedet, men det er simpelthen ikke en mulighed med de tiltagende skrappe krav til hvidvaskarbejdet. Han vil ikke en gang spørge til det hos direktøren. Derfor tror Tom ikke at han bliver ved i fem år endnu. Måske kan det blive til et par år mere, fortæller han.

I frokoststuen taler vi om udviklingen af branchen. ”Da jeg begyndte som elev var min største frygt røveri” fortæller Lone. Den frygt forsvandt med netbank. I dag er Lones største frygt fusion. Lone er ansat på deltid i kassen og har nogle enkelte back office opgaver, hvor hun hjælper til med at udarbejde lånedokumenter og tinglysningssager. Hun har været ansat siden en fyringsrunde i en af de store bankers filial i nabobyen, hvor hun var ansat i 28 år. Hvis banken fusionerer er Lone sikker på, at kassefunktionen vil blive nedlagt. Åbningstiden er allerede blevet kortere og kortere over de seneste år. Det er derfor Lone er på deltid.

Frygten for at miste sin stilling

Det er ikke kun i denne sparekasse nogle af medarbejderne frygter for deres ansættelser. I projektet Seniorpraksis har vi været på feltarbejde i en række mindre banker og sparekasser. Fælles for dem alle er, at de tiltrækker mange nye kunder, men finanstilsynets nye krav om dokumentation, registrering og indberetninger ved mistanke om hvidvask presser dem. Afdelingsdirektøren Anders fortæller mig, at næsten halvdelen af Torben og Lones kollegaer er ansat i compliance funktioner, som sparekassen hverken tjener penge på, eller føler sig fagligt rustet til. De er næsten alle traditionelt bankuddannet, men i dag kræver særligt kontrollen med hvidvask nærmest en kandidatgrad i økonomi.

Ifølge Anders har de store banker hele afdelinger og højt specialiserede medarbejdere, så de kan leve op til alle de nye krav. Her på hovedkontoret har flere af medarbejderne mange forskellige kasketter på, siger han. Det er derfor Torben både er HR- og Marketingmand, og faktisk også lager- og arkivforvalter. Det gælder også for Tom, som både er kreditchef og hvidvaskansvarlig. Det er derfor, at samtalen om fusion fylder så meget om frokostbordet, siger han.

Seniormedarbejderne er særligt pressede

De nye branchevilkår rammer især de ældre medarbejdere, fortæller Anders. Lone og Torben og de andre seniorer sidder enten i nogle stillinger, som bliver udfaset eller får så mange nye arbejdsområder, som skal understøttes af nye komplicerede it-systemer, at de risikerer ikke at kunne følge med. Det kan være svært for nogle af seniorerne med de nye systemer. Ikke alle understreger han, men nogle.

Anders mener, at sparekassen har et ansvar for de medarbejdere, som har været ansat i banken længe og som altid har været loyale. Der kan godt holde ham vågen om natten, for finanstilsynet og Christiansborg ser ikke ud til at lempe kravene til branchen lige foreløbig. Nogle funktioner vil blive udfaset og han ved, at hvis de ældste af medarbejderne bliver opsagt, kommer de til at få virkelig svært ved finde et nyt job. Selvom nogle af dem har både 5 og 10 år gode arbejdsår igen.

En af de arbejdsopgaver, som forsvinder fra banken er Torbens HR-funktion. Når Torben går på pension, har direktionen valgt at udlicitere HR-ansvaret til en ekstern konsulent i København. Processen er faktisk allerede i gang. Torben synes det er en fin løsning. Han ved, at det er det, der skal til for at det hele kan fungere.

Alligevel er han lidt bekymret for sine kollegaer. Når de i fremtiden ikke har det tætte personlige forhold til deres HR-ansvarlige, kan det måske skabe lidt usikkerhed. I dag går han meget op i at berolige dem, som er bekymret. Når konsulenten fremover kommer på besøg, vil de sikkert alle sammen tro, at der kommer en fyringsrunde. Derfor kan han godt have lidt dårlig samvittighed over at gå på pension, som han siger. Også fordi det hele nok bliver lidt mere kedeligt. Der er jo ikke nogen konsulenter, der kender alle røverhistorierne.

*Banken fremtræder anonymt og enkelte detaljer er udeladt eller ændret af samme hensyn. Personernes navne er desuden ændret.

af Louise Folker