Vi stempler ind på fabrikken
I udkanten af en lille vestjysk by ligger en fabrik, som siden 1921 har været omdrejningspunktet for mange lokales arbejdsliv og hvor medarbejderne bliver hængende i mange år. Endda så længe at flere af seniormedarbejderne kan fejre både 25-års og 40-års jubilæum. Et par dage i februar fik vi lov til at være en del af livet på fabrikken, hvor vi på egen krop oplevede hårdt manuelt arbejde, vigtigheden af kaffepauser og indsigt i de uofficielle, men velkendte seniorgoder, såsom at få lov at køre truck.
Fabrikken ligger i udkanten af byen, og fabrikshallerne tårner sig op fra den fyldte parkeringsplads. Vi går ind gennem den fine dør, gæsteindgangen, og bliver straks budt velkommen af direktøren selv. Hele virksomheden har glædet sig til at være med i vores projekt, forsikrer han os om. Vi kommer lige til formiddagskaffen og direktøren bruger muligheden til at introducere os til medarbejderne, imens de alle er samlet. Det foregår i frokoststuen, som ligger adskilt fra produktionshallerne i en separat bygning sammen med direktionen, tegnestuen, administrationen, IT og ikke mindst køkkenet. Direktøren fortæller lidt om os og projektet foran den store forsamling af medarbejdere, som alle er iklædt blåt arbejdstøj. I skaren af blåklædte medarbejdere spotter vi en hel del ældre, men også nogle der lader til at være lærlinge eller nyuddannede. Vi bliver mødt af afventende og en smule skeptiske blikke, som dog hurtigt ændrer sig til smil og glimt i øjet, lige så snart vi sætter os ved et bord og bliver budt på en kop sort kaffe.
Når basser og bajere er personalepleje
Formiddagspausen varer dog ikke ret længe, og efter et par minutter ved kaffen lyder en klokke, som vækker stærke minder fra folkeskolen. Klokken ringer, når pausen på de 15 minutter er gået. Der lyder en høj skraben fra de mange stole, der bliver skubbet ud, og alle de blåklædte medarbejdere strømmer tilbage over gårdspladsen og ud til deres maskiner.
Det bliver hurtigt tydeligt for os, at frokoststuen er samlingspunktet for virksomheden, og det er i høj grad på grund af Lone og Karin - de to køkkenansvarlige. Lone og Karin sørger for at der kan hentes kaffe dagen lang, som medarbejderne kan tage med i en termokande enten op på kontoret eller til produktionen. Lone fortæller os, at de laver ca. 100 liter kaffe om dagen. Det er også dem, som står for middagsmaden - Lone fortæller at hun kan navnene på alle medarbejderne og ved, hvad de flestes yndlingsret er. Da vi spørger ind til, om der ellers er nogen form for personalepleje, ryger snakken hurtigt over på den månedlige fællesmorgenmad med basser, hvor direktionen fortæller seneste nyt og på den nye tradition med en månedlig fredagsbar, hvor virksomheden giver den første øl eller vand.
Hårdt arbejde – også for robotter
Efter formiddagskaffen møder vi en af værkførerne, som straks beordrer os til at tage gule veste på. Han er ked af, at der ikke også er sikkerhedssko til os og skæver skeptisk til vores støvler. Sammen går vi over en stor plads, hvor der holder biler, traktorer, trucks og færdige produkter til afhentning. Vi går ind gennem en dør til en af de kæmpe haller og bliver mødt at en mur af larm. Larmen er resultatet af både maskiner der summer og laver skærende lyde, af høj musik og forskellige stemmer fra mange transistorradioer og af folkene, der råber til hinanden for at overdøve alle de andre lyde.
Produktionshallerne er delt op i flere afdelinger. Der er stanseafdelingen, bukkeafdelingen og smedeafdelingen, og i alle afdelinger bliver der lavet forskellige opgaver og dele til de produkter, der fremstilles. Stanseafdelingen sørger for at klippe store stålplader ud i de rigtige størrelser og at lave huller, som senere skal bruges, når produkterne skal samles. I bukkeafdelingen sørger de for, at de udstansede plader bliver bukket de rigtige steder. Der er både en stor og en lille bukkestation. Ved den lille foregår det meste manuelt, så man kan nøjes med at være én mand her. Ved den store bukkemaskine skal man være to, for her er stålpladerne meget større. Det kræver mange løft, og det er hårdt manuelt arbejde. Ved begge bukkemaskiner bliver der også programmeret; maskinerne skal indstilles til at bruge de rigtige programmer, så de bukker pladerne i den rigtige vinkel. Ved den lille bukkemaskine er der en robotarm, som medarbejderne i fællesskab har døbt Roberta. Den kan arbejde alene med at bukke en stor mængde plader. Det gør den for det meste i løbet af natten. Derudover er der også en stor robot, som både stanser og bukker. Den kan også køre af sig selv, men kræver en del arbejde, når den skal programmeres. I smedeafdelingen bliver der svejset og lavet andre smådele, og de større produkter bliver også samlet her. Ud over de forskellige afdelinger er der også lageransatte, montører og chauffører som sørger for at holde styr på både selve fabrikken, og når produkterne skal monteres rundt omkring hos kunder i Danmark og i udlandet. Medarbejderne har mange forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, men mange er smede og ufaglærte.
Værkføreren fortæller os om arbejdsstationer og maskinerne, mens vi går gennem hallerne. Vi standser ved en af de store maskiner, og Niels, som lige nu passer maskinen, fortæller, hvordan man betjener den. Niels har været ansat i 19 år, og noget af det første han fortæller, er, at han glæder sig til at kunne fejre 25-års jubilæum her – selvom han så bliver nødt til at arbejde, til han er et par år over folkepensionsalderen. Niels bukker rutineret mindre plader ved hjælp af maskinen, mens han fortæller os om sit arbejde. Det er Niels, der kender maskinen allerbedst, for han har stået her i mange år. Det betyder også, at det ofte er ham, der lærer de nye op. Han kan bedst lide at lære unge mennesker op – så glemmer han helt at tænke på den store aldersforskel, og hygger sig bare med at have en at snakke med under arbejdet, fortæller han.
Da en af de andre ældre medarbejdere, kører forbi i en truck, stopper han op og råber ”Hvad så, gamle, har du fået nye medhjælpere?”. Niels griner til truckføreren og blinker til os. Der kan godt være en lidt grov jargon her, fortæller han, men det er altid kærligt ment og vigtigt at kunne lave sjov med hinanden. Humoren er noget, som de fleste fremhæver, når vi taler med dem om, hvad der er godt ved netop denne arbejdsplads. Vi får lov til at prøve at arbejde med maskinen – eller det vil sige, at vi får lov til at prøve at trykke den fodpedal, som aktiverer maskinens pressefunktion. Vi får high fives, da et par plader er blevet bukket – og så vil Niels gerne have ro til at gøre sit arbejde færdigt.
At køre truck - en uofficiel seniorordning
I smedeafdelingen møder vi Henrik, som er glad for sit arbejde, men tæller ned til at han kan gå af. For ham er arbejdet med de mange løft ved at blive for hårdt og han kan også mærke at han ikke har det samme overblik længere. Der er 50 dage til han bliver 63 år og kan gå af på efterløn. Da vi spørger ham, om han ikke kunne finde på at blive, svarer han:
Ikke på det her arbejde. Nej. Fordi det er sgu så hårdt indimellem. Men hvis jeg nu eksempelvis kunne komme til at køre truck ligesom nogle af de andre på min alder får lov til, så kunne jeg godt finde på at blive… For det er jo en hel anden snak!
Fabrikken har ikke en decideret seniorordning, men mange af medarbejderne har gennem Industriens Overenskomst mulighed for eksempelvis at konvertere pensionsopsparing til seniorfridage. I løbet af de dage vi er her, viser det sig, at det er de færreste, der gør brug af overenskomstens mulighed. Der er dog flere, der har lavet individuelle ordninger med værkførerne, så de kan holde til deres arbejde i længere tid. En af de uofficielle “seniorordninger” er at blive truckfører, som Henrik drømmer om at blive. Disse uofficielle seniorordninger lader de fleste medarbejdere til at være ganske tilfredse med.
Da vi taler med direktøren om det, fortæller han stolt, at det ligger i fabrikkens DNA at passe på hinanden og tale åbent om tingene. Det betyder, at han også håber, at alle medarbejdere vil komme til ham, hvis de har problemer eller behov for at ændre noget i deres arbejdsliv. Dette gælder også de ældste medarbejdere, så de vil blive hængende i længere tid. Derfor mener han heller ikke, der er behov for fastlagte, årlige samtaler som fx MUS-samtalen. Det betyder dog, at de ansatte først får en samtale med ledelsen, når de selv tager initiativ til den, og det kan skabe problemer.
De uofficielle seniorordninger er ikke en sjælden tendens blandt de små- og mellemstore produktionsvirksomheder, som vi har besøgt indtil videre. Mens mange medarbejdere mener at de uofficielle seniorordninger, som tilrettelægges mere eller mindre ad hoc, er en fin måde at gøre det på, er der også nogle, som gerne ville have, at ordningerne var mere officielle og tydeligere. Det kan især være problematisk for de seniormedarbejdere, som er forholdsvis nyligt ansatte og som endnu ikke har tilegnet sig al den viden og mere eller mindre uofficielle ordninger, der eksisterer på en arbejdsplads.
Stjerneskud og hjerterfri
Da uret slår 12, ringer klokken på hele fabrikken. Den indikerer, at de 20 minutters frokostpause går i gang. Udenfor frokoststuen gør vi alle sammen holdt for at vaske hænder ved den store vaskestation med heavy duty sæbe, håndsprit og en fed creme. Det er et arbejde, man får beskidte hænder af at udføre. I dag er der stjerneskud på menuen, og vi får Sport Cola til. For få år siden kunne man også have fået en hof til, men de tider er slut – nok for det bedste, siger vores bordherre. Han fortæller også, hvordan han indtil for få år siden var med på fabrikkens oldboys fodboldhold. Igennem mange år slugte en lille gruppe medarbejdere deres frokost på 5 minutter for på den måde at have tid til at løbe ud på marken, som grænser op til fabrikken og spille en hurtig fodboldkamp. De fleste old boys er dog gået på pension nu – flere af dem som 40-års jubilarer – men et par af dem er tilbage. Nu har de godt nok skiftet fodbold ud med hjerterfri. De spiller hver dag til middagsmaden, og de spiller om penge. Der er dog ingen, der bliver rige på det. Mest bytter de bare mønter, fortæller de os og griner smørret. En af kortspillerne betror os senere, at han er sikker på, han kommer til at savne frokostpausen og hjerterfri meget, når han går på pension. Faktisk så meget, at han overvejer at udskyde pensionen et par år.
Efter middagsmaden er det i gang igen – klokken ringer, og folk strømmer igen ud af frokoststuen, over gårdspladsen og ind i de store haller til det stabile arbejde ved maskinerne. Der er stadig nogle gode effektive timer tilbage, inden klokken ringer til fyraften, og vi alle kan stemple ud.
Virksomheden fremtræder anonymt og enkelte detaljer er udeladt eller ændret af samme hensyn. Personernes navne er desuden ændret eller helt udeladt.
af Line Steen og Marie Gorm Larsen